FC Midtjylland har tirsdag udlejet den unge angriber Marco Larsen til HB Køge. Aftalen gælder for resten af sæsonen.
Den 23-årige angriber Marco Larsen har valgt at lade sig udleje fra FC Midtjylland til 1. divisionsklubben HB Køge.
Lejeaftalen løber i resten af indeværende sæson.
“Marco passer fortrinligt på det vi søger – store offensive kvaliteter, mange meter i benene og god fysik, og så ved han hvor målet står og er god til at tage de rigtige løb i boksen. Og så er han fra lokalområdet, og er en god dreng, der har prøvet en helt masse på øverste hylde,” siger sportsdirektør Per Rud ifølge klubbens hjemmeside og uddyber:
“Marco skal selvfølgelig løftes igen efter en periode ude og inde af holdet i FC Midtjylland, men sagt med ydmyghed så tror vi helt sikkert på at vores trænerstab og spillertrup i fællesskab med Marco kan bringe ham i en spillemæssig udgave, hvor han kan blive en profil for os og i 1. division.”
Larsen var fra januar til sommer udlejet til Vejle Boldklub. Hans kontrakt med FCM udløber til sommer.