Det er nu officielt, at Dortmunds 19-årige talent Leonardo Bittencourt skifter til Hannover 96. Den tyske U20-lansholdsspiller får nummer 32 og 4 år i klubben.
Storklubben Dortmund har været i gang med at skille sig af med nogle af klubbens midtbanespillere inden næste sæson, hvor stjernen Mario Götze er røget til Bayern München og talentet Moritz Leitner er blevet udlejet til Stuttgart.
Nu er turen kommet til endnu et midtbanetalent, nemlig Bittencourt, som med en 4-årig kontrakt fremover vil tørne ud for sidste sæsons nummer 9 i Bundesligaen, Hannover 96.
”Vi har ud fra vores overbevisning valgt Leo Bittencourt, da han har alle forudsætninger for at være en forstærkning for vores hold,” udtaler Hannover 96s sportsdirektør Dirk Dufner til klubbens hjemmeside og fortsætter:
”Han har opnået vigtige erfaringer sidste sæson hos Champions League-finalisterne Dortmund. Med ham fortsætter vi vores konsekvente transferpolitik, som har til formål at forynge vore hold og tilføre individuel klasse,” tilføjer Dufner.
Dortmund har dog sikret sig en tilbagekøbsoption på Bittencourt, hvis man skulle ønske at hive ham tilbage på holdet igen.
19-årige Leonardo Bittencourt kom til Dortmund i 2012 fra Energie Cottbus og har stadig sin første landskamp for det stjernespækkede tyske A-landshold til gode.