Bayern München har endnu en gang hyret 72-årige, Jupp Heynckes, som ny cheftræner i klubben. Han afløser Carlo Ancelotti.
Bayern München fyrede Carlo Ancelotti som cheftræner i sidste uge, efter at man led et smertefuldt 3-0-nederlag til Paris Saint-Germain i Champions League-gruppespillet.
Nu er hans afløser fundet i form af en gammel kending. Der er tale om 72-årige Jupp Heynckes, som har skrevet under på en kontrakt, der er gældende til sommeren 2018.
“Jeg ville ikke have taget tilbage til nogen anden klub i verden, men Bayern München er min hjerteklub,” fortæller Jupp Heynckes til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Min trænerstab og jeg vil gøre alt for, at holdet igen giver fansene succesfuld fodbold. Jeg glæder mig meget til opgaven.”
Det er Heynckes fjerde periode som cheftræner i klubben, og hans assistenter bliver Peter Hermann og Hermann Gerland.
Da han senest stod i spidsen for klubben i sæsonen 2012/2013, førte han holdet frem til mesterskabet, pokaltriumfen samt Champions League-titlen, inden Pep Guardiola overtog trænersædet.
Tidligere har han også været cheftræner fra 1987 til 1991, i 2009, i 2011 samt senest i sæsonen 2012/2013.