Juventus meddeler i dag, at man køber italienske Federico Peluso, som i sidste sæson var lejet ud til de forsvarende mestre. Han får en kontrakt frem til 2017.
Juventus har i løbet af de seneste sæsoner opbygget en stærk midtbane med brug af wingbacks i et 3-5-2-system, som har været en medvirkende faktor til Torino-klubbens genfundne succes.
Nu har man hentet forstærkning på wingbackpositionen i form af 29-årige Peluso, som sidste år var lejet ud fra Atalanta til netop Juventus i en halv sæson.
”Juventus Fodbold Klub annoncerer den definitive transfer af spilleren Federico Peluso fra Atalanta for et beløb på 4,7 millioner euro (35 millioner kroner) som vil blive betalt over to år,” lyder det på klubbens officielle hjemmeside.
”Dette køb vil skabe økonomiske og finansielle virkninger fra 1. juli 2013. Kontrakten som spilleren har skrevet under på, varer til 30. juni 2017,” tilføjes der.
29-årige Federico Peluso er et produkt af Lazios ungdomsakademi, men har aldrig optrådt for hovedstadsklubben. Han har tidligere repræsenteret Pro Vercelli, Ternana, AlbinoLeffe og Atalanta.