Lyngby Boldklub har været på rov hos AC Horsens, hvor de har sikret sig papirer på forsvarsprofilen Magnus Riisgaard Jensen.
Lyngby Boldklub har styrket defensiven forud for den kommende sæson.
Klubben har været på rov hos sidste sæsons Superliga-nedrykkere, AC Horsens, hvor de har købt forsvarsprofilen Magnus Riisgaard Jensen.
Den 26-årige forsvarer har skrevet under på en treårig kontrakt.
“Det har uden tvivl været min bedste tid som fodboldspiller, og den tid, jeg har nydt allermest. Jeg har virkelig været glad for mine år i AC Horsens og alle de oplevelser, jeg har fået sammen med holdkammerater, fans og trænere,” siger Riisgaard Jensen til AC Horsens’ hjemmeside og tilføjer:
“Men jeg har ambitioner om at spille superligafodbold efter sommerferien, og den mulighed har jeg fået i Lyngby.”
Riisgaard Jensen nåede at spille 75 kampe for AC Horsens. En smule atypisk har han også været brugt som angriber i nogle kampe, og derfor har han nettet 15 gange og leveret syv assists for Den Gule Fare.