Officielt: Lyngby lejer Gammelby

0

Officielt: Lyngby lejer GammelbyLyngby Boldklub har lukket en aftale med Brøndby IF om at leje backen Jens Martin Gammelby for resten af sæsonen.

Jens Martin Gammelby skifter til Lyngby Boldklub fra Brøndby IF. Lyngby havde angiveligt Gammelby og Svenn Crone fra Silkeborg på blokken, og det blev altså Gammelby, som man endte med.

Gammelby har skrevet under på en lejeaftale, som gælder for resten af indeværende sæson. Samtidig indeholder den en købsoption.

“Jens Martin Gammelby er en spiller, vi glæder os rigtig meget til at se i kongeblåt. Vi kender alle sammen hans topniveau og hvad han kan bidrage med på øverste niveau i Superligaen,” siger sportschef Birger Jørgensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Han kommer til os med stor sult og et ønske om, at vise sine kvaliteter og hjælpe os til at nå vores mål – og det er præcis hvad vi håber med denne aftale. Vi har haft et godt øje til Jens Martin gennem noget tid, og vi er glade for at det nu er lykkedes at lave en aftale med en ekstraordinær god spiller.”

Den 25-årige back glippede opstarten for Brøndby, da han i sommer blev opereret i begge sine fødder. For knap to uger siden vendte han dog retur for Brøndbys reservemandskab.

I sidste sæson spillede han 20 kampe for Brøndby, som han skiftede til fra Silkeborg IF i sommeren 2018. Totalt set spillede han 42 kampe for Brøndby IF.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE