Lyngby Boldklub har sikret sig papirer på offensivspilleren, Jonathan Amon, efter at han har været klubløs i et halvt år.
Jonathan Amon skal igen spille Superliga-fodbold, efter at han har været klubløs i et halvt år.
Den 24-årige kantspiller skal tørne ud for Lyngby Boldklub i det næste år.
“Det er stadig for tidligt i forløbet at konkludere, at han er fuldstændig fri af skaderne, og begge parter har spillet med åbne kort, når det kommer muligheder og begrænsninger,” siger fodboldchef Nicas Kjeldsen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Men vi er i processen blevet enige om at lave en kort aftale for næste sæson, der også tager højde for de usikkerheder, der er. Så ser vi, om vi kan få Jonathan klar.”
“Vi har i hvert fald kunne konstatere, at Amon er fit til at træne og han har haft en god første uge her. Alle kan huske både topniveauet, men også de mange skader, der desværre har forfulgt Jonathan i karrieren. En fit Jonathan Amon er en profil i Superligaen, og det håber vi selvfølgelig at forløse.”
“Men vi tager det hele meget stille og roligt, og med aftalen her er der ro til at vi finder ud af, om Amon kan komme tilbage i Superligaen – i en kongeblå trøje.”
Amon har en fortid i FC Nordsjælland, hvor han spillede 41 kampe, scorede ni mål og leverede seks assists.
Han står desuden noteret for to A-landskampe for USA.