Officielt: Mount er Manchester United-spiller

0
Mason Mount

Foto: Shutterstock

Manchester United har købt Chelseas midtbaneprofil Mason Mount og givet ham en lang kontrakt. Det har klubben i dag annonceret.

Mason Mount er færdig i sin barndomsklub Chelsea FC. I stedet fortsætter han karrieren hos ligarivalerne Manchester United.

United har købt den 24-årige midtbanespiller fri af kontrakten for 55 millioner pund (478 mio. kr.), hvilket kan stige til 60 millioner pund (522 mio. kr.) med diverse præstationsbonusser.

Mount har signeret en kontrakt, der gælder til sommeren 2028 med option på et år yderligere.

“Mason er en utroligt intelligent fodboldspiller, og han har så mange fantastiske tekniske kvaliteter, der vil forstærke vores trup markant,” siger Manchester Uniteds fodbolddirektør John Murtough til klubbens hjemmeside.

Mason Mount nåede at spille 195 kampe, score 33 mål og levere 37 assists for Chelsea. Han har derudover spillet 36 A-landskampe for England.

Mount glæder sig og får ikonisk nummer

Mason Mount er blevet udstyret med det ikoniske nummer 7, som tidligere er blevet båret af United-legender, såsom blandt andre George Best, Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo.

Efter 19 år i Chelsea, er han klar til de nye udfordringer, der venter i United.

“Det er aldrig nemt at skifte fra den klub, som du voksede op i, men Manchester United vil give en spændende ny udfordring til den næste fase i min karriere,” siger Mount til Manchester Uniteds hjemmeside og tilføjer:

“Efter at have spillet imod dem ved jeg, hvor stærk en trup det er, som jeg bliver en del af, og jeg kan ikke vente med at være en del af denne gruppes stræben efter at vinde store trofæer.”

“Alle kan se, at klubben har taget store skridt fremad under Erik ten Hag. Efter at have mødtes med manageren og drøftet hans planer, kunne jeg ikke være mere spændt på de kommende sæsoner og er klar til det hårde arbejde, som venter.”

“Jeg er enormt ambitiøs. Jeg ved, hvor fantastisk det føles at vinde store trofæer, og hvad der skal til for at gøre det. Jeg vil give alt for at opleve det igen i Manchester United.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE