Officielt: Per Bjerregaard stopper i Brøndby

0

Officielt: Per Bjerregaard stopper i BrøndbyBrøndbys klublegende Per Bjerregaard har i dag meddelt, at han trækker sig som formand samt fra klubbens bestyrelse med øjeblikkelig virkning.

Brøndby IF måtte i dag tage afsked med klubbens legende Per Bjerregaard, som var med til at starte klubben tilbage i 1964.

Klubben oplyser lørdag eftermiddag, at Bjerregaard har fortalt bestyrelsen, at han stopper som formand og som medlem af bestyrelsen med omgående virkning.

“Jeg har valgt at udtræde af bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S med øjeblikkelig virkning. Der har gennem flere år været en hel del uro om min person i medierne med forskellige rygter og myter. Det har naturligvis haft en meget uheldig påvirkning på mangt og meget i Brøndby IF,” siger Bjerregaard til klubbens hjemmeside, og han fortsætter:

“Der er i høj grad brug for arbejdsro i Brøndby IF i denne tid. Derfor håber og tror jeg på, at min fratræden kan være medvirkende til, at klubbens ledelse får den fornødne og fortjente arbejdsro, så vi snart igen kan se Brøndby IF helt til tops i dansk fodbold.”

Den nye formand i klubbens bestyrelse bliver Sten Lerche, mens Benny Winther fortsætter som næstformand.

Administrerende direktør: Respekt for Bjerregaards indsats

Brøndbys konstituerede, administrerende direktør, Tommy Sommer Håkansson, udtaler følgende om Bjerregaards afsked.

“Der er ingen, der kan være i tvivl om, at Per Bjerregaard har betydet utroligt meget for Brøndby IF. Herfra skal der lyde en stor tak for en nærmest ufattelig stor indsats gennem stort set et helt liv. Engagementet kalder på dyb respekt, og resultaterne taler i langt størstedelen af årene deres helt tydelige sprog.”

“Alle i Brøndby IF vil fremadrettet fortsat arbejde med samme dedikation, ydmyghed og kærlighed til klubben, for at vi på sigt, i fællesskab, kan løfte klubben tilbage til toppen af dansk fodbold, hvor den hører hjemme. Det er det altoverskyggende mål, som alle i og omkring klubben deler og bør forenes om.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE