
Foto: Fodbold-transfers.dk
Leicester City ligger aktuelt på en 16.-plads i Premier League, og gårsdagens 1-2-nederlag til Chelsea FC blev sidste kamp for manager Steve Cooper.
Søndag har ledelsen nemlig valgt at fyre manageren.
44-årige Cooper blev ansat den 1. juli 2024, og han nåede dermed kun 14 kampe i spidsen for holdet med en pointsnit på 1.07.
Cooper er ikke den eneste, som er blevet fyret. Hans to assistenter Alan Tate og Steve Rands er også færdige i deres jobs.
Leicester rykkede op i Premier League i sommer, men efter 12 kampe i Premier League har man kun formået at hente ti point.
Holdet har ikke vundet i deres seneste fire kampe i den bedste, engelske række, som har budt på tre nederlag og en enkelt uafgjort.
Deres seneste sejr var den 19. oktober mod Southampton, hvor man vandt 3-2 på udebane.
Ben Dawson vil overtage manager-sædet på midlertidig basis indtil en permanent manager er fundet.
Leicester råder over danskerne Mads Hermansen, Jannik Vestergaard og Victor Kristiansen.