UEFA har i dag offentliggjort en liste over, hvor mange millioner, diverse klubber tjente på at deltage i sidste sæsons Champions League – her vandt Juventus.
Som bekendt endte Bayern München med at vinde sidste sæsons Champions League, da man slog rivalerne fra hjemlandet, Dortmund, med en 2-1-sejr.
Men et andet spørgsmål er, hvem der rent økonomisk vandt Champions League og tjente flest penge på at deltage i den prestigefyldte turnering.
Her må Bayern München nemlig nøjes med andenpladsen og må afgive vinderpladsen til tyskernes modstander fra kvartfinalen, nemlig Juventus, som her tjente cirka 488 millioner kroner.
I den danske lejr er der også grund til fejring, da FC Nordsjælland, som opnåede klubbens eneste point i gruppespillet i den ene kamp mod netop Juventus, har fået cirka 152 millioner kroner for at deltage.
Top fem på listen byder på følgende navne:
1. Juventus (cirka 488 mio. kr.)
2. Bayern München (cirka 410 mio. kr.)
3. Dortmund (cirka 404 mio. kr.)
4. AC Milan (cirka 381 mio. kr.)
5. Real Madrid (cirka 339 mio. kr.)