Officielt: Sunderland ansætter David Moyes

0
Foto: Sunderland

Foto: Sunderland

David Moyes vender tilbage til engelsk fodbold og Premier League, hvor han skal stå i spidsen for Sunderland. Han har underskrevet en fireårig aftale. 

Sunderland har allerede nu fundet afløseren for Sam Allardyce, der fredag blev præsenteret som Englands nye landstræner.

Premier League-klubben har nemlig lavet en fireårig aftale med den tidligere Everton- og Manchester United-manager, David Moyes, der senest har stået i spidsen for Real Sociedad i La Liga, hvor han dog blev fyret i november måned.

“Vi er glade for at kunne byde David Moyes velkommen i Sunderland. Han var med længder vores førstevalg til managerjobbet,” siger bestyrelsesformand, Ellis Short, til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Han er en mand, hvis fodbold-CV taler for sig selv, og en person, jeg længe har beundret. Jeg har snakket med ham ved flere lejligheder, og jeg har altid været meget imponeret.”

Ellis Short fortæller endvidere, at David Moyes har været hans førsteprioritet til managerjobbet de seneste fem gange, han har skulle ansætte én sådan i Sunderland, men omstændigheder har gjort, at et samarbejde først er blevet muligt nu.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE