
Foto: Unisport
Superliga-storklubben FC København har hyret den tidligere AGF’er Ruben Selles som ny assistenttræner. Det bekræfter klubben på deres hjemmeside.
FC København meddeler fredag formiddag, at klubben har ansat spanske 37-årige Ruben Selles som ny assistenttræner for Jess Thorup.
Selles har en fortid i AGF, hvor han i sine to et halvt år var med til at føre klubben til bronze i Superligaen, men nu er det altså Sjælland, han tager til.
I sommer rykkede Selles hjem til Spanien og Valencias akademi, men nu er træneren altså tilbage i Danmark til stor glæde for Thorup.
“Jeg kender til Rubéns stærke arbejde fra de klubber, han har været i, og han kender allerede Superligaen rigtigt godt,” udtaler FCK-cheftræneren til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Han kommer desuden med international erfaring og har senest arbejdet på et af de allerbedste akademier i spansk fodbold,” lyder det fra Thorup, der understreger betydningen af, at Selles kender til arbejdet med unge talenter, som FCK har mange af.
“Han er utvivlsomt en dygtig træner, og vi ved, at han stiller krav til sine omgivelser. Sådan skal det være i en klub som FCK, og jeg ser meget frem til at få endnu en dygtig sparringspartner ind omkring teamet, så vi kan accelerer vores udvikling yderligere på træningsbanen og i kampene,” fortæller Jess Thorup.
Ruben Selles er med på træningsbanen, når FC København-mandskabet er tilbage igen efter vinterpausen.