Officielt: Troels Bech forlader Brøndby

0
Officielt: Troels Bech forlader Brøndby

Foto: Unisport

Brøndbys sportsdirektør Troels Bech forlader sin stilling til nytår helt udramatisk. Det blev annonceret mandag formiddag.

Brøndby IF har netop overstået transfervinduet, men de er ikke færdige med at søge forstærkning.

Denne gang skal de nemlig søge forstærkning på ledelsesgangen, eftersom at Troels Bech har meddelt sin afgang som sportsdirektør i klubben.

Bech har opsagt den stilling, som han har haft siden juni måned 2015.

“Hvis jeg ser på den proces, som jeg har været en del af i Brøndby IF – samt tager den ballast og erfaring jeg har skabt mig omkring at skabe sammenhængskraft i betragtning – så ønsker jeg at bruge disse kompetencer meget mere i en bredere kontekst og på en større platform end fodbold,” siger Bech til Brøndbys hjemmeside og han uddyber:

“Brøndby IF er i en kommerciel og finansiel stærkere position, end klubben har været de seneste 10 år. Det har givet mig mulighed for at reflektere over, hvad fremtiden skal bringe for mig, og her har jeg nu besluttet, at det rigtige er at stoppe ved årets udgang.”

“Hvad jeg har lært og opnået sammen med mine fantastiske kollegaer, i hvad jeg anser som Nordens største fodboldklub, i mere end tre år, er noget, som jeg er meget taknemmelig og stolt over. Vi har på de fleste sportslige parametre nået de mål, som vi satte os for i Strategi 6.4, hvilket vel at mærke er et eller to år før tiden.”

Hovedaktionær Jan Bech Andersen er ked af Bechs afgang.

“Vi er kede af, at Troels har valgt at stoppe i Brøndby IF. Vi har været meget tilfredse med hans arbejde, og de resultater, han har skabt i samarbejde med Alexander Zorniger, taler for sig selv,” siger Jan Bech Andersen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Derfor ville vi også have foretrukket, at Troels fortsatte i Brøndby IF, men når man kender Troels, så ved man også, at når han har besluttet sig for at stoppe, så er det sådan, som det desværre må være.”

“Store dele af den sportslige strategi i strategi 6.4 har Troels allerede implementeret med stor dygtighed, og som klub har vi i dag en af Danmarks stærkeste sportslige organisationer.”

“Det gør, at arbejdsbeskrivelsen for den kommende sportsdirektør er markant anderledes end den opgave, Troels havde, da han for tre år siden tog styringen over vores sportslige ledelse,” siger Jan Bech.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE