Brøndby valgte søndag at stoppe samarbejdet med den unge angriber Daniel Holm. Ophævelsen sker et halvt år før kontraktudløb.
Brøndby IF fravalgte den 19-årige angriber Daniel Holm til klubbens træningstur i januar, og det var en klar indikation af, at han ikke længere var ønsket i klubben.
Søndag blev parterne enige om at afbryde samarbejdet et halvt år før kontraktudløb.
“Daniel Holm har været et stykke fra at få spilletid her hos os, og det er uholdbart for begge parter. Han har ydet en fin indsats til træning, men der er bare andre, der har stået foran i køen,” forklarer sportsdirektør Per Rud til klubbens hjemmeside og han uddyber:
“Vi har et ansvar for, at de spillere, som ikke slår igennem hos os, kommer fint videre og forhåbentlig kan få gang i deres karrierer andetsteds. Det håber vi også bliver tilfældet med Daniel Holm, som nu frit kan finde et andet sted at spille fodbold. Vi siger tak for indsatsen og held og lykke fremover.”
Holm blev i sommer rykket op på Brøndbys førstehold fra deres U19-mandskab.