Superliga-klubben Vejle Boldklub har besluttet sig for at fyre cheftræner Mihai Teja blot en uge før sæsonstarten. Det bekræfter klubben søndag.
Mihai Teja er fortid som cheftræner i Vejle Boldklub.
Klubben meddeler således på sin hjemmeside søndag, at man har valgt at fyre Teja med øjeblikkelig virkning.
Henrik Tønder, der er administrerende direktør og interim sportschef, sætter ord på beslutningen.
“Min opgave som både direktør og interim sportschef handler helt grundlæggende om, at jeg skal have tillid til og tiltro omkring, at vores 3F Superliga-hold er kompetitivt,” siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Det er min helt klare vurdering, at holdet og klubben med denne beslutning står stærkere i forhold til at være netop det i foråret,” udtaler Vejle-bossen.
“Vi får to mennesker ind, der forstår denne opgave, og som kender til Vejle Boldklub, og det vil være det, vi skal arbejde ud fra, og det fundament, vi hviler på,” lyder det fra Henrik Tønder, der også takker cheftræneren.
Klubben oplyser også, at assistenten Steffen Kielstrup sammen med Johnny Mølby skal stå i spidsen for holdet i resten af sæsonen.
Vejle Boldklub indtager en aktuel sidsteplads i Superligaen.