
Foto: Shutterstock
Vejle Boldklub har styrket defensiven i form af den irakiske venstreback, Ali Adnan Kadhim.
27-årige Adnan har en fortid hos blandt andre Vancouver Whitecaps, Atalanta og Udinese.
Han er hentet på en fri transfer. Klubben oplyser intet om kontraktens længde.
“Jeg er glad for at kunne kalde mig Vejle-spiller. Vejle Boldklub er en historisk klub med stolte traditioner og gode faciliteter, og jeg ser det som min vigtigste opgave at hjælpe klubben til bedre resultater,” siger Ali Adnan til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Jeg er klar til at arbejde hårdt og forhåbentlig gøre klubbens mange fans glade med mit spil. Sammen har vi en mission: overlevelse.”
Adnan har samlet spillet 68 Serie A-kampe for Atalanta og Udinese, hvoraf de fleste er blevet spillet for sidstnævnte.
Desuden står han noteret for 81 A-landskampe med syv mål til følge for Iraks landshold.
Som sidenote kan nævnes, at Adnan er meget populær på Instagram, hvor over 2,1 millioner følger ham.
Vejle Boldklub ligger på sidstepladsen i Superligaen med fem point efter 14 spillerunder.