
Foto: Unisport
Genk bekræfter på sin hjemmeside, at man har ansat den hollandske cheftræner John van den Brom, hvilket betyder, at Brian Priske bliver i FC Midtjylland.
I ugens løb har FC Midtjylland-cheftræner Brian Priske været sat i forbindelse med det ledige trænerjob i den belgiske storklub Genk, som Jess Thorup tog afsked med til fordel for FC København.
Flere medier meldte dog, at danskeren stod bag Utrecht-træneren John van den Brom i køen, og lørdag har Genk bekræftet, at netop John van den Brom er ny træner i klubben, hvor den danske landsholdsspiller Joakim Mæhle tørner ud.
Genk skriver på sin hjemmeside, at den hollandske træner har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023.
54-årige John van den Brom vandt i sin Anderlecht-tid et belgisk mesterskab i 2013, og nu rykker han altså til en ny belgisk klub.
John van den Brom overtager Genk, der ligger på en aktuel syvendeplads i den belgiske liga.