Fodbold-transfers.dk har i denne artikel analyseret sommerens transfers, hvor vi har udvalgt de ti mest betydningsfulde handler i Spaniens bedste række, Primera Division, ifølge os. Samtidig har vi fundet fem boblere.
1. Cesc Fabregas, fra Arsenal til FC Barcelona
FC Barcelona havde længe været på jagt efter deres gamle søn, Cesc Fabregas. Spanieren havde spillet en del af sin ungdomskarriere i det catalanske, men skiftede videre til Arsenal i 2004. FC Barcelona måtte hive cirka 255 millioner kroner op af lommen for Fabregas.
2. Radamel Falcao, fra FC Porto til Atletico Madrid
Da man i Atletico Madrid solgte det unge stjerneskud, Sergio Agüero, skulle man pludselig på jagt efter en erstatning. Denne fandt man hos FC Porto, hvor man købte Radamel Falcao for svimlende 300 millioner kroner. Han har scoret fem ud af Atletico Madrids otte mål i ligaen.
3. Santi Cazorla, fra Villarreal til Malaga
Malaga er ved at bygge et storhold op. Det var da også derfor, at man hentede Santi Cazorla og Joaquin i henholdsvis Villarreal og Valencia. Man gav omkring 155 millioner kroner for Santi Cazorla. Til gengæld har den 26-årige spanier scoret fire mål i ligaen fra sin position på midtbanen.
4. Arda Turan, fra Galatasaray til Atletico Madrid
Udover Radamel Falcao hentede man i Atletico Madrid også en tyrkisk stjerne. Man hentede således den nu tidligere Galatasaray-kaptajn, Arda Turan, for knap 90 millioner kroner. Tyrkeren har i en alder af 24 år allerede spillet 48 landskampe.
5. Victor Ruiz, fra Napoli til Valencia
I Valencia forstærkede man forsvaret gevaldigt henover sommeren. Blandt andet hentede man Victor Ruiz i Napoli. Spanieren var med til at vinde U-21-europamesterskabet med det spanske landshold. Han kostede angiveligt omkring 55 millioner kroner.
6. Alexis Sanchez, fra Udinese til FC Barcelona
FC Barcelona gjorde et af transfervinduets største køb, da man hentede Alexis Sanchez hos italienske Udinese. Her betalte man knap 195 millioner kroner for den kreative og hurtige kantspiller. Chileneren kan dog hurtigt vise sig at være pengene værd.
7. Joaquin, fra Valencia til Malaga
Som tidligere nævnt hentede Malaga den spanske landsholdsspiller, Joaquin, henover sommerens transfervindue. Det gjorde man fra ligarivalerne i Valencia. Man betalte knap 32 millioner kroner. Midtbanespilleren har scoret to mål i seks kampe indtil videre.
8. Jonathan de Guzmán, fra Mallorca til Villarreal
I Villarreal hentede man Jonathan de Guzmán hos ferieøen, Mallorca. I sidste sæson spillede den canadisk-fødte offensive midtbanespiller en stor rolle hos Mallorca. Men man måtte give efter og sælge
midtbanespilleren til Villarreal for en sum på omkring 60 millioner kroner.
9. Raphaël Varane, fra Lens til Real Madrid
Real Madrid hentede det store franske talent, Raphaël Varane, i franske Lens. Man betalte knap 75 millioner kroner for den 18-årige forsvarsspiller. Franskmanden har allerede spillet to kampe og scoret ét enkelt mål for kongeklubben.
10. Nuri Sahin, fra Dortmund til Real Madrid
Den tyrkiske landsholdsspiller, Nuri Sahin, skiftede tyske Dortmund ud med storklubben, Real Madrid. Men selvom 75 millioner kroner lod til at være en billig pris for den 23-årige playmaker, har han endnu ikke spillet, grundet en skade. Han kan dog hurtigt vise sig at være en gevinst for spanierne.
Fem boblere til listen:
1. Cristian Zapata, fra Udinese til Villarreal
Colombianske Cristian Zapata har gennem de sidste sæsoner spillet en stor rolle hos italienske Udinese. Nu er han så skiftet til Villarreal for knap 67 millioner kroner. Cristian Zapata er startet lidt sløjt, men kan hurtigt komme ovenpå igen.
2. Daniel Parejo, fra Getafe til Valencia
Den tidligere Real Madrid-spiller, Daniel Parejo, har de sidste par sæsoner udfoldet sit talent i Getafe. Nu er tiden så kommet til, at han igen kan spille for en spansk storklub. Valencia har nemlig smidt knap 45 millioner kroner efter den 22-årige midtbanespiller.
3. Jeremy Toulalan, fra Lyon til Malaga
Malaga har oprustet gevaldigt henover sommerens transfervindue. Et af deres indkøb har været den franske midtbanegeneral, Jérémy Toulalan. Spanierne har smidt knap 82 millioner kroner efter den 28-årige franske landsholdsspiller.
4. Thibaut Courtois, fra Chelsea FC til Atletico Madrid
Chelsea FC købte 19-årige Thibaut Courtois fra Genk. De udlejede dog med det samme den unge målmand til Atletico Madrid. Her har haft en nogenlunde start hos hovedstadslubben.
5. Ruud van Nistelrooy, fra Hamburger SV til Malaga
Ruud van Nistelrooy har tidligere været garant for mange mål, da han var hos storklubberne, Real Madrid og Manchester United. I sin tid hos Hamburger SV har der til gengæld været færre mål. Samtidig er han med sine 35 år ikke ligefrem købt med henblik på fremtiden.
Er du enig eller uenig med vores top-10?
– Bland dig i debatten i kommentar-feltet herunder!
1 kommentar
forstår ikke hvordan Coentrao ikke er nævnt!??