Fodbold-transfers.dk har analyseret sommerens transfers i 2012/2013, hvor vi har udvalgt de ti mest betydningsfulde handler i England ifølge os. Samtidig har vi fundet fem boblere.
1. Robin van Persie, fra Arsenal til Manchester United
Hollænderen var genstand for sommerens måske største transfersaga, og i sidste ende var det vicemestrene Manchester United, der løb af med sidste sæsons topscorer. Forventningerne er skyhøje til den 29-årige angriber, der var Arsenals anfører og helt store stjerne. Indtil videre har van Persie levet op til forventningerne, og har allerede lavet sit første hattrick i 3-2-sejren over Southampton. Det bliver spændende at se om Robin van Persie kan fortsætte dette spil i resten af sæsonen.
2. Eden Hazard, fra Lille til Chelsea
Champions League-vinderne Chelsea har handlet stort ind i dette transfervindue. Den største stjerne de har hentet ind må uden tvivl være Eden Hazard fra Lille. Med sine kun 21 år er Hazard anset som en af de mest lysende stjerner på talenthimlen. Det har da også fået mange klubber til at melde sig interesseret i belgieren, men det var Chelsea der løb af med spilleren for 300 millioner kroner. Indtil videre har lukket munden på alle tvivlerne, der ikke troede han ville være i stand til at tage et skridt op af rangstigen, med fornemt spil i den nye blå trøje.
3. Santi Cazorla, fra Malaga til Arsenal
Arsenal mistede i sommer deres bedste spiller [se listens nr. 1]og Arsene Wenger skulle finde sig nye offensive kort. Det bedste kort indtil videre må være den dobbelte spanske europamester Santi Cazorla, som har fået en fri rolle lige bag angriberen. Det har han klaret med bravour indtil videre, hvor bare det sidste mangler før han kan krydre sit spil med flere mål og oplæg. Hvis det sker, har Arsenal-fansene en grund til at tørre de bitre van Persie-tårer væk fra ansigtet og være optimistiske.
4. Shinji Kagawa, fra Borussia Dortmund til Manchester United
Der er blevet plads til endnu en Manchester United-signing på denne liste, nemlig japanske Shinji Kagawa. Han er noget imponerende gået ind og spillet sig til en central del af Uniteds offensiv qua sin position som den forreste midtbane. Hans vævende, elegante spillestil og sikre pasningsspil har begejstret Manchester United-fansene. Japaneren kom fra Dortmund, som der dog ikke var nok udfordring i. Det får han her, hvor Kagawa skal rette op på sidste sæson hvor både Champions League og Premier League gled ud af hænderne på United.
5. Gaston Ramirez, fra Bologna til Southampton
Denne sommers største transferscoop må oprykkerklubben Southampton stå for. De har nemlig hentet den unge uruguayaner Gaston Ramirez til klubben. Noget af et scoop, når man tænker på hvem Southampton konkurrerede med for at få spillerens underskrift. Nu gælder det bare om for Southampton at bruge Gaston Ramirez på den rigtige måde. Og specielt for Gaston Ramirez at finde sig til rette i klubben, for det kræver hårdt arbejde at holde sig i Premier League.
6. Lukas Podolski
Lukas Podolski er købt ind til at løfte Premier Leagues tungeste arv, hvilket uden tvivl gør at han må mærke et vist forventningspres på sine skuldre. Men trods sine 27 år, må Podolski betegnes som en særdeles rutineret herre. Det vidner 101 landskampe og 44 landskampsmål for Tyskland om. På klubplan har det ikke kørt i olie på samme måde som på landsholdet. Nu skal Podolski overføre det gode spil på landsholdet til klubplanet, som uden tvivl bliver en udfordring.
7. Moussa Dembele, fra Fulham til Tottenham
Både Rafael van der Vaart og Luka Modric har forladt London-klubben Tottenham, hvilket har skabt en kæmpemæssigt hul på Tottenhams midtbane. Derfor har de købt en kreativ belgier til at udfylde dette hul. Nemlig Moussa Dembele, som de har hentet hos rivalerne Fulham. Det var her han blev konverteret fra angrebet til midtbanen, hvilket må siges at være en stor succes. Det vidner listen over interesserede klubber da også, som bl.a. indeholdt både Manchester United og Real Madrid.
8. Pablo Hernandez, fra Valencia til Swansea
Michael Laudrup har fået en upåklagelig sæsonstart i Swansea, hvor de i skrivende stund indtager en førsteplads. Specielt offensivt har Swansea imponeret med ti mål i de første tre kampe, hvilket er flest af alle klubber i Premier League. Den skarpe offensiv har fået en rigtig god tilføjelse i Pablo Hernandez, som Laudrup kender i sin tid i Getafe. Pablo Hernandez var igennem nogle sæsoner fast mand i Valencia, men var røget lidt af holdet. Derfor slog Laudrup også til og det bliver spændende at følge ham i Premier League.
9. Oscar, fra Internacional til Chelsea
Endnu et opsigtvækkende køb af Chelsea. Oscar er en af Brasiliens kommende stjerner, og forventningerne til ham er store når VM rammer Brasilien i 2014. Den 20-årige Oscar har taget skridtet fra Internacional til Chelsea i en alder af bare 20 år. Planen er nok ikke at Oscar skal ind og gøre en forskel med det samme, men nok mere et køb til fremtiden. Det bliver interessant at se om Oscar kan slå igennem i Europa, hvilket mange brasilianere før ham har haft notorisk svært ved.
10. Joe Allen, fra Swansea til Liverpool
Liverpool har mildt sagt ikke pointmæssigt fået den bedste start på sæsonen, men en af de spillere, der har lyst op i mørket for Liverpool er deres nye mand Joe Allen. Den 22-årige midtbanespiller blev kampens spiller i den uafgjorte kamp mod Manchester City, og har en afleveringsprocent på over 90. Nu skal Joe Allen dog gå ind at bevise at han kan overføre det gode spil til mål og assists, så skal pointene nok komme i Liverpool.
Fem boblere til listen:
1. Adam Johnson, fra Manchester City til Sunderland
Sunderland har gjort et scoop ved at hente kantspilleren Adam Johnson i hos mestrene fra Manchester City. Han var i sidste sæson en af de mest undervurderede spillere hos City, og den manglende kontinuitet i spilletiden har fået Johnson til at søge andre græsgange. Det har han fundet i Sunderland, som utvivlsomt vil udnytte kantens fart og udfordringsstyrke.
2. Arouna Koné, fra Levante til Wigan
Victor Moses er skiftet til Chelsea, men Wigan har fundet en potentielt fuldgod erstatning i Arouna Koné, der i sidste sæson imponerede for overraskelsen Levante i Primera Division. Her blev han klubtopscorer med 15 ligamål og flot spil. Hvis Wigans nye nummer to kan videreføre dette spil, har supporterne allerede glemt navnet Moses.
3. Michu, fra Rayo Vallecano til Swansea
Ikke mange havde før sæsonen troet at en spiller som Michu var at finde på denne liste, men den lange spanier har imponeret fra dag et i Swansea. I skrivende stund ligger han på en delt førsteplads på Premier League-topscorerlisten med fire mål i blot tre kampe som offensiv midtbanespiller. Han er dermed synonym med Swanseas fantastiske sæsonstart.
4. Jan Vertonghen, fra Ajax til Tottenham
Endnu en belgisk forsvarsspiller fra Ajax har taget skridtet til London og Premier League. Først var det Thomas Vermaelen, der skiftede til Arsenal. Nu er det så hans måske endnu stærkere afløser i Ajax, nemlig anføreren Jan Vertonghen, der er skiftet til Tottenham. Her kommer han til at spille en stor at stabilisere Spurs’ bagkæde og skal fungere som en boldsikker forsvarer, der kan føre bolden frem.
5. Dimitar Berbatov, fra Manchester United til Fulham
Igennem de sidste par sæsoner har den målfarlige herre Dimitar Berbatov ikke fået den spilletid i Manchester United, som han fortjener. Det har fået den delte ligatopscorer fra sæsonen 2010/2011 til at søge nye græsgange, hvilket han har fundet på Craven Cottage. I Berbatov har Fulham fået en meget erfaren angriber, der uden tvivl ved hvor målet står. Det bliver spændende at se om Berbatov kan få succes.