Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs bekræfter at tyskerne er i fremskredne forhandlinger med FC Basel om den 18-årige schweizer Breel Embolo.
Nicklas Bendtner kan snart se frem til skarpere konkurrence i angrebet hos Bundesliga-klubben. Den 18-årige Breel Embolo har foreløbigt nettet fire gange i 10 ligakampe i denne sæson, og det har Wolfsburg fået øjnene op for.
Tidligere i oktober bekræftede Klaus Allofs at Wolfsburg var interesserede, og han oplyser nu at man er i fremskredne forhandlinger med Basel omkring et køb af det unge stortalent, hvis nuværende kontrakt holder ham i Basel til 2019.
“Vi er på vej til en aftale, og arbejder på det økonomiske. En god handel er under opsejling,” siger han til tyske Bild.
Efter sommerens salg af superstjernen Kevin De Bruyne og Ivan Perisic, brugte man nogle af pengene til at købe Julian Draxler i Schalke, men Allofs erkender også at man er nødt til at bruge flere penge for at blive i toppen af Bundesligaen og være med blandt de bedste i Europa.
“Vi bliver nødt til at investere mere hvis vi skal få succes,” sluttede han til Bild.
I forvejen råder Wolfsburg-træner Dieter Hecking over blandt andre Max Kruse, Bas Dost, Nicklas Bendtner og André Schürrle.
Wolfsburg ligger på en 3. plads i Bundesligaen, med 10 point op til førerholdet Bayern München.
I europæisk sammenhæng ligger tyskerne nummer 1 i gruppen foran Manchester United, CSKA Moskva og PSV Eindhoven.
Næste kamp for Wolfsburg er på tirsdag når de gæster PSV Eindhoven.