Den tidligere AB- og FCM-spiller, Mohamed Zidan, var et stort aktiv for Mainz 05 i forårssæsonen. Alligevel er den vævre egypter ikke at finde hos tyskerne fra næste sæson.
Mohamed Zidan, der efterhånden er blevet 30 år, må igen på klubjagt.
Selvom Zidan igennem tre perioder hos Mainz 05 har haft stor succes, har egypteren ikke valgt at takke ja til Mainz’ tilbud om en forlængelse af den nuværende kontrakt.
Zidan har tidligere spillet for de tyske klubber Dortmund, Hamburger SV og Werder Bremen, hvor det har været sparsomt med mål.
Derfor er det uvist, hvorvidt egypteren fortsætter i Bundesligaen eller søger mod nye græsgange.
Zidan havde for en årrække tilbage stor succes i Superligaen, hvor han brillerede tilskuerne med snævre driblinger i FC Midtjylland.
Derfor kan det heller ikke udelukkes, at egypteren vender tilbage til Danmark. Zidan har også tidligere gjort opmærksom på, at han ikke vil have noget imod at afslutte karrieren i Danmark.
Den egyptiske tekniker har nu de næste par måneder til at finde ud af, hvor karrieren skal fortsættes.