En række af de største Premier League-klubber står på spring til at overtage Twentes 21-årige angriber Luuk de Jong.
Twentes 21-årige målmaskine, Luuk de Jong, har nettet 32 mål i denne sæson, hvoraf 25 af målene er sendt i netmaskerne i den bedste hollandske række, Æresdivisionen. Dermed er han topscorer i Twente, mens han pt. indtager tredjepladsen i ligaen.
Derfor er interessen i Europa støt stigende for de Jung, som gennem de sidste to sæsoner har nettet hele 62 gange.
Den engelske avis The Mirror skriver, at hele fem Premier League-klubber jagter angriberen med den store målnæse.
Det drejer sig om Manchester United, Chelsea, Liverpool, Newcastle og Tottenham.
“Luuk er en angriber, der er skabt til engelsk fodbold. Jeg vil meget gerne beholde ham i Holland i endnu et år, men jeg ved, at det bliver vanskeligt,” forklarer Twentes cheftræner Steve McClaren ifølge Mirror Football, som fremhæver nogle af hans styrker.
“Han er stor, stærk samt god i luften. Han har let ved at score mål. Han besidder alt det, der kræves, for at kunne begå sig i en storklub.”