AaB har, ganske som ventet, hentet den 22-årige brasilianer, Kayke, fra den brasilianske klub Vila Nova på en lejeaftale, der gælder i resten af sæsonen.
AaB har i dag forstærket angrebet i form af den 22-årige brasilianer, Kayke Moreno de Andrade Rodrigues, der normalt blot kendes som Kayke. Han har igennem de senere dage været rygtet til AaB, derfor var et skifte ventet.
Kayke har tidligere været udlejet til skandinaviske klubber som BK Häcken og Tromsø IL fra sin brasilianske klub, Vila Nova, men nu skal han altså prøve lykken i det nordjyske ligeledes på en lejekontrakt.
“Kayke anses for at være en spiller med et særdeles stort potentiale, og han har vist, at han også er målscorer, hvorfor vores offensiv vil have yderligere en streng at spille på. Herudover ser vi det som en fordel, at Kayke er bekendt med skandinavisk fodbold,” forklarer sportsdirektør Lynge Jakobsen.
Kayke vil allerede træne med fra mandag, og hans lejeaftale med AaB gælder frem til sommer.
“Jeg håber at spille godt og hjælpe holdet til overlevelse i Superligaen. Min fornemmelse er, at AaB og dansk fodbold vil passe mig godt, og jeg planlægger at være AaB-spiller i lang tid,” fortæller Kayke i en pressemeddelelse.
Hvis AaB’erne viser sig at have været tilfredse med angriberen, når lejeaftalen slutter, har de allerede sikret sig en købsoption, der giver dem adgang til at tegne en permanent treårig aftale med Kayke.