Brøndby IF meddeler i dag, at landsholdsbacken Daniel Wass ikke forlænger sin aftale med klubben. Dermed er han fortid på Vestegnen til sommer.
Daniel Wass har valgt ikke at forlænge sin kontrakt med Brøndby IF, og derfor vil han forlade klubben ved udgangen af indeværende sæson.
“Vi er, som de fleste omkring Brøndby IF, ærgelige over, at Daniel Wass ikke har valgt at forlænge sin kontrakt her i klubben. Daniel har ønsket at søge nye græsgange, og vi har som klub strakt os langt for at holde på ham. I sidste ende er det dog Daniels beslutning, som vi naturligvis må respektere,” forklarer sportslig koordinator, Jan Groth Møller, til klubbens hjemmeside.
“Vi havde gerne set ham blive i klubben i længere tid, da det i vores øjne ville have gavnet hans udvikling og givet ham mere hår på brystet til nye udfordringer.”