Fodbold-transfers.dk vil løbende holde dig opdateret med rygter fra de største ligaer. Dagens rygter handler bl.a. om Mario Mandzukic.
Bayern-boss: Mandzukic skal ingen steder
Kilde: Sky Deutschland
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: Da Bayern München præsenterede Dortmund-profilen Robert Lewandowski i vinterens transfervindue startede en masse spekulationer om klubbens nuværende målmaskine Mario Mandzukics fremtid straks.
Klubber som Arsenal, Manchester United og Chelsea blev hurtigt kædet sammen med kroaten, men Bayern Münchens sporsdirektør Mathias Sammer afviser klart over for Sky Deutschland, at Mandzukic forlader de forsvarende Champions League-mestre til sommer.
Morata vil blive i Real Madrid
Kilde: Footballitalia.net
Sandsynlighed: Middel
Kommentar: Real Madrid-angriberen Alvaro Morata har fået fint med spilletid i kongeklubben i denne sæson, men han er absolut ikke første mand i køen til en plads i startopstillingen.
Det har fået flere internationale klubber – blandt andre Arsenal og italienske Inter – til at sende en føler ud efter den 21-årige spanier, men hovedpersonen selv ønsker ikke at forlade Madrid. Det har han fortalt Footballitalia.net.
Tottenham har fundet Lloris-erstatning
Kilde: Daily Mirror
Sandsynlighed: Under middel
Kommentar: Godt nok har Tottenham-manager Tim Sherwood udtalt, at Hugo Lloris ikke er til salg for mindre end 900 mio. kroner, men det har åbenbart ikke skræmt de interesserede parter væk.
For tiden bliver den franske målmand kraftigt sat i forbindelse med et skifte til Paris Saint-Germain, og hvis man skal tro Daily Mirror har Tottenham også allerede en afløser klar i kulissen.
Det er West Bromwich Albion-målmanden Ben Foster, der i weekenden ikke kunne forhindre netop Tottenham og danske Christian Eriksen i at udligne til slutresultatet 3-3 i overtiden i Premier League-kampen mellem WBA og Spurs.