Christian Eriksen vil ikke forlade Ajax uden at klubben får penge for ham. Hvis han ikke skifter til sommer, forlænger han i stedet sin kontrakt med Ajax.
Christian Eriksen virker parat til at skifte Ajax ud med en større klub, hvor flere engelske og tyske hold har været ude efter den unge dansker.
Senest har Borussia Dortmund været rygtet til at hente Christian Eriksen som afløser for Mario Götze der til sommer skifter til Bayern München.
”Jeg har godt læst det. Det er dejligt at blive sat i forbindelse med så god en klub. Men jeg tænker virkelig kun på én ting. Jeg vil være mester, og derefter må vi se. Jeg forlænger min kontrakt, hvis der ikke sker noget. Jeg har så meget at takke Ajax for. Jeg skifter ikke herfra transferfrit,” siger Eriksen til Algemeen Dagblad.
21-årige Christian Eriksen skiftede i 2008 til Ajax’ ungdomshold fra OB og siden sin debut i 2010 har han udviklet sig til en af de store profiler i hollandsk fodbold.