FC Midtjylland har spillet i Puma-spilletrøjer siden 1999, men til januar er samarbejdet slut. Parterne kunne ikke blive enige om økonomien.
FC Midtjylland har siden 1999 spillet i Puma-dragter, men til januar er det slut.
Parterne har ikke kunnet nå til enighed om økonomien i en ny aftale, og derfor skal direktør Claus Steinlein kigge efter en ny tøjpartner.
“Vi har været gode til at hjælpe hinanden, og vi har haft et super samarbejde med alle de Puma-medarbejdere, vi har været i kontakt med, og der er ingen tvivl om, at Pumas fremtidige partnere har noget at glæde sig til. Vi har ikke kunnet blive enige om økonomien, og derfor er tiden nu moden til, at begge parter prøver noget nyt og går andre veje,” fortæller Steinlein til klubbens hjemmeside.
Det ligger endnu ikke fast, hvem FCM’s nye tøjpartner bliver.