Officielt: Ancelotti er ny Everton-manager

0
Officielt: Ancelotti er ny Everton-manager

Foto: RemotePhotoPress / Shutterstock.com

Everton FC har i dag annonceret, at klubbens nye manager, ganske som ventet, bliver Carlo Ancelotti. Italieneren har fået en kontrakt frem til 2024.

Evertons nye manager er på plads, og det er en gammel kending i Premier League-regi. Der er nemlig tale om den tidligere Chelsea-manager Carlo Ancelotti.

Ancelotti blev fyret i Napoli for nyligt, men nu er den 60-årige italiener altså tilbage i trænergerningen.

Han har skrevet under på en aftale, som gælder frem til sommeren 2024.

“Jeg har set fra præstationerne i de sidste to uger, at spillerne er i stand til så meget,” siger Ancelotti og fortsætter:

“Det arbejde som Duncan (Ferguson, midlertidig manager, red.) har udført er en stor kredit til ham. Stærk organisation, stærk disciplin og den rette motivation er nogle af nøgleingredienserne i fodbold, og jeg er glad for, at han bliver en del af min stab.”

“Everton er en stor klub med en rig historie og en meget passioneret fanbase. Der er en klar vision fra ejeren og bestyrelsen om at levere succes og trofæer.”

“Det drager mig som manager, og jeg er lykkelig over at kunne arbejde med alle i klubben for at kunne gøre visionen til virkelighed.”

På sit cheftræner-CV står, at han foruden Chelsea også har trænet klubber som Real Madrid, Napoli, Bayern München og AC Milan.

Han har ført sine hold frem til 20 trofæer med ligatitler i fire forskellige lande. Derudover har han vundet Champions League-trofæet tre gange.

Everton-direktør: Ancelotti er én af verdens bedste

Evertons fodbolddirektør Marcel Brands roser den nyudnævnte manager.

“Efter en stringent proces udført af alle vores direktører, er det en fornøjelse at kunne byde Carlo Ancelotti velkommen til Everton. Han er én af de bedste managere i fodboldverdenen, og han er en bevist vinder med bemærkelsesværdig succes i enhver af Europas største ligaer,” siger Brands og fortsætter:

“Han er den perfekte ansættelse for os. Han omfavner vores visioner, og vi er sikre på, at hans entusiasme om at tage roret på Goodison sammenholdt med hans taktiske evner og velkendte ledelsesevner vil gøre ham til en succes i sin nye rolle.”

“Carlo har gang på gang bevist, at han ved, hvad det kræver at bygge et trofæ-vindende hold, og vi deler vores fans begejstring over, at han skal lede vores hold i de kommende år. Vi ser alle meget frem til at arbejde med ham.”

Ancelotti vil starte i jobbet på søndag.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE