Claus Nørgaard skifter jobbet som assistenttræner i Brøndby ud med en rolle i DBU som landstræner for U16- og U18-landsholdet.
I sidste måned kunne DBU præsentere Henrik Clausen som ny U19-landstræner, og nu er de sidste brikker i trænerkabalen på ungdomslandsholdene faldet på plads.
Den nuværende Brøndby-assistent, Claus Nørgaard, har nemlig fået til opgave at stå i spidsen for U16- og U18-landsholdet.
“Det er en rigtig stor mulighed for mig, da jeg gerne vil være cheftræner. Lige nu arbejder jeg med Superliga-spillerne, og ved derfor også, hvad der kræves på højeste niveau i Danmark.”
“Dét kombineret med min tidligere erfaring fra DBU gjorde det ikke svært at sige ja tak til jobbet som ungdomslandstræner,” siger Claus Nørgaard, der således forlader Brøndby efter tre år til sommer, til dbu.dk.
Den nuværende U16- og U18-landstræner, Per Holm, følger sine spillere op på U17-landsholdet det kommende år. Herefter vil han igen overtage U16- og U18-holdene i rotation med Claus Nørgaard.
Det er et led i den nye trænerstrukter i DBU, hvor træneren skal følge sit hold og det enkelte talent i en treårig periode.