Officielt: Brøndby køber ghanesisk angriber

0
Brøndby IF har lørdag forstærket sig i angrebet. Klubben har sikret sig papirer på angriberen Emmanuel Yeboah.

Brøndby IF har i dag hentet ny forstærkning til angrebet.

Det drejer sig om den ghanesiske angriber, Emmanuel Yeboah.

Brøndby betaler ifølge B.T. omkring 11 millioner kroner for den 20-årige angriber, der er hentet i rumænske CFR Cluj.

Han har skrevet under på en fireårig kontrakt med klubben.

“I Yeboah får vi en stor og stærk offensivspiller, der kombineret med sin pågåenhed kan begå sig på de fleste offensive positioner. Med tilgangen af Yeboah går vi ind og styrker konkurrencen blandt vores forreste positioner fra dag et,” siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen til Brøndby IF’s hjemmeside og uddyber:

“Han har ikke blot vist sine styrker på klubplan, men også på Ghanas U23-landshold, hvor han ligeledes har været en stor kapacitet. Vi er derfor meget tilfredse med at have sikret os hans underskrift.”

Yeboah nåede at spille 53 kampe, score fem mål og levere tre assists for CFR Cluj.

Han ser frem til at spille i Brøndby-trøjen i nummer 99.

“Jeg er meget glad for at dette skifte er kommet på plads og glæder mig utrolig meget til at repræsentere Brøndby IF. Min ambition er at jeg skal ind og konkurrere, og selvfølgelig udvikle mig til at blive en endnu bedre fodboldspiller,” siger Emmanuel Yeboah til BIF’s hjemmeside og tilføjer:

“Sammen tror jeg på, at vi som hold kan opnå store ting sammen. Jeg er som spillertype arbejdsom, pågående og kæmper for mit hold, og som person er jeg ambitiøs og nysgerrig på at lære om alt mellem himmel og jord.”

“Jeg glæder mig derfor til at lære mine holdkammerater og trænerstaben godt at kende, og så glæder jeg mig bare til at komme ud og spille foran fansene.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE