Officielt: Christian Poulsen er stoppet

0

Officielt: Christian Poulsen er stoppetChristian Poulsen og hans rådgiver Jørn Bonnesen bekræfter, at midtbanespilleren har stoppet karrieren. Han havde ellers tilbud fra blandt andet Kina, afslører rådgiveren.

Den tidligere landsholdsspiller, Christian Poulsen, har indstillet karrieren. Det har Poulsen selv bekræftet over for Fodbold-transfers.dk.

Christian Poulsen har ikke spillet en kamp siden sommeren 2015, hvor han forlod FC København.

Nu fortæller hans rådgiver lidt nærmere om de tilbud, der endte i indbakken over det seneste år.

“Ja, han er stoppet. Der er ikke mere musik i det,” siger Poulsens rådgiver Jørn Bonnesen til Ekstra Bladet og uddyber:

“Det er sådan, udviklingen er gået. De muligheder og tilbud, der kom, de var ikke af sådan karat, at det kunne friste, og så har vi ladet det ligge og ikke opsøgt noget selv,” siger Bonnesen, der afslører, at der var tilbud fra blandt andet Kina, Indien og USA.

Det var dog ikke noget, der tiltalte Poulsen, der har slået sig ned i Danmark med familien.

36-årige Poulsen nåede at spille 96 landskampe for Danmark, mens han også nåede at repræsentere Holbæk, FC København, Schalke 04, Sevilla, Juventus, Liverpool, Evian og Ajax Amsterdam på klubplan.

Poulsen er desuden blandt to spillere i verden, der har spillet i både Premier League, Ligue 1, Serie A, 1. Bundesliga og La Liga. Den anden er rumæneren Florin Raducioiu.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE