
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC København spilder ikke tiden ved skrivebordet i disse dage. Dagens anden signing er på plads.
FCK har sikret sig papirer på den japanske forsvarsspiller Junnosuke Suzuki.
Han er blevet købt fri af sin kontrakt med Shonan.
I FCK har den 21-årige forsvarer fået en kontrakt til sommeren 2030.
Han nåede at spille 60 kampe for Shonan Bellmare med 10 gule kort til følge.
“Suzuki er en fleksibel forsvarsspiller med stor løbekapacitet, stærke defensive egenskaber og god fart. Han er aggressiv i sine dueller, læser spillet godt og er komfortabel på bolden – egenskaber der gør ham anvendelig både som back og i en treback-kæde i forsvaret,” fortæller Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Han skal selvfølgelig have tid til at falde til i et nyt miljø og et andet tempo, men vi ser nogle meget tydeligt kvaliteter i ham, som, vi tror på kan blive værdifulde for os, både nu og på sigt.”
I øjeblikket er Suzuki ude med en mindre skade, og derfor træner han ikke med holdet i den kommende tid, oplyser FCK.
Med indkøbet af Suzuki har FC København brugt over 100 millioner kroner på transfers på mindre end tre uger med indkøbene af Youssoufa Moukoko, Dominik Kotarski og Dominik Sarapata foruden Suzuki.
Derudover har løverne også fået tilgang af Yoram Zague, som er lejet i Paris Saint-Germain med en købsoption i kontrakten.
Suzuki: Europa har altid været en drøm
“Det er en stor mulighed for mig at komme til FC København og udvikle mig i et meget kompetitivt miljø,” siger Junnosuke Suzuki til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Det har altid været en drøm for mig at spille i Europa, og jeg er meget taknemmelig for denne chance. Jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater, lære af trænerstaben og give alt for klubben og byen.”
Sune Smith-Nielsen: Stor udvikling blandt japanere
“Suzuki er en spændende, ung spiller, som vi har scoutet igennem en længere periode,” siger FC Københavns sportsdirektør Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Han har et stort udviklingspotentiale og passer perfekt ind i vores strategi om at hente unge, udviklingsparate spillere, som samtidig har niveauet til at kunne gøre sig gældende på førsteholdet og være med til at vinde pokaler i F.C. København.”
“Det japanske marked har udviklet sig markant de seneste år, og Suzuki har allerede vist, at han kan præstere stabilt i en stærk liga – og nu også på landsholdsniveau.”
“Vi glæder os til at byde ham velkommen og bidrage til næste skridt i hans udvikling, hvor han kan læne sig op ad andre dygtige forsvarsspillere.”