Officielt: Lyngby henter ex-Real Madrid-spiller

0

Officielt: Lyngby henter ex-Real Madrid-spillerLyngby Boldklub har sikret sig en etårig lejeaftale med IFK Norrköping om angriberen Andri Gudjohnsen.

Lyngby Boldklub har styrket sig på angrebspositionen fredag.

Klubben har lejet 21-årige Andri Gudjohnsen i svenske IFK Norrköping.

Gudjohnsen har skrevet under på en etårig lejeaftale.

Superliga-klubben har desuden sikret sig en købsoption i lejeaftalen.

Andri er søn af angrebslegenden Eidur Gudjohnsen, og han glæder sig til de nye udfordringer, som venter i den kongeblå-trøje.

“Jeg synes, at klubben går en rigtig spændende tid i møde, og jeg kan rigtig godt lide, at det er en traditionsrig klub, der tror på deres unge spillere,” siger Andri Gudjohnsen til klubbens hjemmeside og uddyber:

“Jeg tror på, at jeg kan udvikle mig rigtig meget her, og jeg satser stærkt på at betale tilbage på den tillid, som klubben viser mig.”

“Jeg har selvfølgelig snakket en del med de andre islændinge i klubben. Specielt Sævar og Kolbeinn har fortalt mig om klubben og den specielle ånd, som der er her.”

“De har fortalt mig, at Lyngby Boldklub er en meget familiær klub, hvor alle vil hinanden det bedste, og det ser jeg frem til at blive en del af.”

Lyngby-fodboldchef: Prøvet at hente ham længe

Lyngby Boldklubs fodboldchef Nicas Kjeldsen afslører, at klubben har forsøgt at hente Gudjohnsen i flere transfervinduer.

“Andri er en utrolig talentfuld spiller, som vi i flere transfervinduer har forsøgt at hente,” siger Nicas Kjeldsen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Nu er vi endelig lykkedes, og vi får tilgang af en ung, sulten angriber, der er rigtig godt skolet og som vi glæder os til at videreudvikle i vores stærke miljø.”

“Vi har vist, at vi kan udvikle spillere i stort set alle aldersgrupper, og selvom Andri er ung kommer han hertil med en ambition om, at han skal spille fast og kæmpe om spilletiden med vores andre dygtige angribere.”

“Han har trods sin unge alder allerede vist et højt niveau og meget stort potentiale på både klub og landshold, og vi tror på, at han på sigt kan blive en stor profil for os.”

Han står noteret for 33 kampe og én scoring for IFK Norrköping.

Andri Gudjohnsen har også en fortid i Real Madrid, hvor han spillede for klubbens andethold, Real Madrid Castilla. Her spillede han 21 kampe, scorede fire mål og leverede en assist.

Gudjohnsen har derudover spillet 15 A-landskampe for Island med fire mål til følge.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE