Officielt: Morten Olsen fortsætter som landstræner

0

Morten OlsenDanmarks landstræner, Morten Olsen, har i dag forlænget sin aftale med DBU, så den løber frem til sommeren 2016.

Morten Olsen har holdt sine kort til kroppen, når samtalen faldt på, om han ville fortsætte som dansk landstræner.

I dag blev Olsens fremtid dog afgjort. Det er nu en realitet, at Olsen fortsætter som Danmarks landstræner.

Morten Olsen har underskrevet en kontrakt, der gælder til og med EM-slutrunden 2016.

“Morten Olsen nyder en enorm respekt blandt de personer herhjemme og i udlandet, jeg tillægger kvalificeret viden om trænermarkedet i international fodbold. Tilliden til ham er tilsvarende stor blandt de nøglespillere i den nuværende landsholdstrup, jeg har haft samtaler med,” siger generalsekretær Jim Stjerne Hansen i en pressemeddelelse.

“Hans indsigt og evne til at læse tendenserne i international fodbold er unik. Jeg har samtidig oplevet en ambitiøs og motiveret landstræner med meget klare målsætninger for sit fortsatte arbejde med landsholdet og talentudviklingsarbejdet herhjemme.”

“DBU skal blandt mange spændende og nødvendige projekter fastholde fokus på sin grundlæggende forretning, og jeg er derfor personligt meget tilfreds med at kunne overlade ledelsen af det danske fodboldforbund med en aftale med den mest kvalificerede træner til at stå i spidsen for landsholdet i den næste kvalifikationsturnering.”

Olsen har stået i spidsen for det danske landshold siden sommeren 2000.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE