Officielt: OB ansætter tidligere Laudrup-scout

0

Officielt: OB ansætter tidligere Laudrup-scoutOB har ansat den tidligere scout for Michael Laudrup, Erik Larsen. Han har en stor erfaring på området, og derfor er klubbens sportsdirektør glad for aftalen.

I dag kunne OB offentliggøre forstærkningen af Erik Larsen på scoutfronten.

Han har stor erfaring på baggrund af sine tidligere opgaver som scout og assistent for Michael Laudrup i Brøndby, Getafe, Spartak Moskva samt Mallorca.

OB’s nye sportsdirektør, Poul Hansen, er ikke et sekund i tvivl om, at man har gjort et scoop ved at ansætte Larsen på posten.

“Vi har allerede en dygtig scout i Steen Nedergaard. Scouting er tidskrævende og kræver ofte en masse rejsetid, og derfor ser vi det som en fantastisk mulighed for os, at vi med ansættelsen af Erik Larsen kan dække nogle af de markeder, der ikke normalt er så tilgængelige for danske klubber,” forklarer OB’s sportsdirektør, Poul Hansen, til klubbens hjemmeside, og han uddyber:

“Erik var den første i Danmark, der blev ansat med en titel som scout, da jeg ansatte ham i Lyngby i 1998. Han har opbygget et utroligt stort netværk og en enorm viden om spillermarkedet i store dele af Europa, og det er klart, at vi ser frem til at kunne gøre brug af hans mange kontakter.”

“Vi vil fortsat være en klub, der prioriterer at have en stærk forankring i Fyn og det syddanske område, også når det gælder spillerne i vores trup. Og samtidig er det fortsat vores ambition, at truppen også skal rumme udenlandske profiler, der deler OB’s værdier, og som samtidig ser OB som en stærk klub at udvikle sig i, så vejen til de helt store ligaer kan åbne sig for dem.”

Hovedpersonen selv glæder sig naturligvis til de mange nye udfordringer, der venter hos fynboerne.

“OB er en seriøs klub med et meget spændende projekt. Rent fagligt er det en stor opgave, der venter, og jeg må tilstå, at det tænder mig. OB lægger ikke skjul på, at de gerne vil være en del af toppen i dansk fodbold, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg kender Steen Nedergaard fra tidligere, og Poul Hansen har jeg holdt kontakt med gennem årene. Jeg ser meget frem til at være en del af teamet og arbejde sammen med dem og den øvrige stab,” tilføjer Erik Larsen.

Erik Larsen tiltræder i stillingen med øjeblikkelig virkning.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE