FC Vestsjælland meddeler, at Ove Pedersen stopper i klubben efter tre sæsoner på trænerposten. De regner med at præsentere en ny træner i denne uge.
FC Vestsjælland skal have ny cheftræner, eftersom Ove Pedersen forlader vikingerne, når hans kontrakt udløber i slutningen af juni måned.
”Siden starten på vores projekt i august 2008 er forretningsplanen blevet fulgt til punkt og prikke. Faktisk rykkede vi op i Superligaen ét år før, vi havde regnet med, og det skal vi ikke mindst takke Ove for. Det er gået efter planen – og endda lidt bedre,” siger direktør Gert Hansen til klubbens hjemmeside.
”Ove har jo været fantastisk fra dag ét, og med sin professionelle indstilling til tingene både på og uden for banen, har han på fornemste vis medvirket til, at FC Vestsjælland har gennemgået en udvikling, som vi kan bygge videre på fremadrettet.
FC Vestsjælland er allerede forholdsvis langt i forhandlingerne med en ny træner, og de regner med at kunne præsentere ham i denne uge.
Tidligere har især Brønshøj-træner Bo Henriksen været sat i forbindelse med Slagelse-klubben.