
Foto: Shutterstock
FC Midtjylland har fået papirer på 15-årige Malik Pimpong, der er søn af Superliga-legenden Razak Pimpong.
Offensivspilleren glæder sig over aftalen.
“FC Midtjylland har altid været min yndlingsklub, og derfor er jeg utroligt stolt over at skrive under på den her kontrakt. Der ligger en masse hårdt arbejde bag, og nu gælder det om at blive en endnu større profil på mit hold,” siger Malik Pimpong til FCM’s hjemmeside.
Razak Pimpong spillede selv i FCM i perioden 2000 til 2006, inden han skiftede til FC København.
I FCM-tiden nåede han at spille 145 kampe, score 22 mål og levere 11 assists.
Malik Pimpong er også offensivt indstillet, ligesom hans far var.
“Jeg ser mig selv som en farlig angriber, der elsker at lave mål. Samtidig kan jeg dække flere af de offensive pladser på holdet. Et af mine fokusområder er at blive endnu dygtigere til at tage ekstra løb og sprints for holdet, og det vil jeg arbejde på at forbedre i fremtiden.”
Malik skiftede til FCM som U13-spiller. Siden da har han også repræsenteret klubbens U15-hold samt spillet en enkelt kamp for U17-holdet.