
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC Midtjylland har nu taget afsked med fodbolddirektør Peter Sand.
I stedet bliver Jacob Larsen klubbens nye fodbolddirektør, mens Kristian Bach Bak bliver sportschef.
“Det har været 18 intense og lærerige måneder i en klub, der tør tage chancer og gå egne veje. Jeg gik ind i jobbet med stor nysgerrighed og ønsket om at bringe nye perspektiver i spil,” siger Peter Sand til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Jeg kom med erfaring fra en anden verden, og selv med en stejl læringskurve har det vist sig vanskeligt at omsætte mine kompetencer direkte til en fodboldfaglig kontekst.”
“Jeg er tilfreds med det aftryk jeg fik sat og har bidraget med og selvfølgelig er der altid noget som jeg kunne have gjort bedre eller anderledes. Jeg tager værdifuld erfaring med mig videre og ønsker alle i og omkring FC Midtjylland det bedste fremover.”
Siden sommeren 2024 har Jacob Larsen været akademichef i klubben.
Herudover vil Kristian Bach Bak skifte rollen som assisterende sportschef ud med jobbet som sportschef.
Bach Bak vil dermed sidde med ansvaret for det daglige lederskab omkring Superligatruppen, staben og den sportslige hverdag i og omkring førsteholdet.
Det er fortsat teknisk direktør Kristian Kjær, der sidder med ansvaret for transfers.
FCM oplyser, at ændringerne sker som følge af en strategisk tilpasning, som skal sikre sammenhæng, retning og udvikling.