Officielt: Thorup bliver U21-landstræner

0

DanmarkMorten Wieghorsts afløser som landstræner for Danmarks U21-landshold bliver Jess Thorup, der dermed forlader Esbjerg fB.

Jess Thorup kunne i dag fejre sin 43-års fødselsdag med annonceringen af et jobskifte.

Thorup forlader nemlig trænersædet i Esbjerg fB, og overtager ansvaret som U21-landstræner fra Morten Wieghorst, der skifter til Swansea.

“Jeg blev meget glad for henvendelsen om stillingen som U21-landsholdstræner fra DBU. Der er tale om en stor, fodbold-faglig udfordring, når jeg får ansvaret for arbejdet med den ældste aldersgruppe af talenter herhjemme. Jeg er fuldt ud klar over, at min indsats vil blive vurderet ud fra en række andre parametre udover resultaterne på banen, og det ser jeg frem til,” forklarer Jess Thorup til DBU’s hjemmeside.

Thorup forlader dog først trænersædet i Esbjerg efter indeværende sæson.

“Jeg vil meget gerne takke Esbjerg fB for de muligheder, klubben har givet mig, og for dens positive reaktion på min kommende stilling hos DBU. Jeg har på forhånd et godt indtryk af DBU og mine kommende kolleger fra min træner-uddannelse, og ser meget frem til at indgå i træner-teamet omkring talent-projekterne og i landstræner-gruppen, som jeg bliver en del af. Og jeg har fået alle mine indtryk bekræftet af Morten Wieghorst, som jeg har talt med om stillingen.”

Thorups kontrakt med DBU løber fra 1. juni og frem til 30. juni 2015.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE