Ganske som ventet blev Jon Dahl Tomasson i dag annonceret som den nye assistenttræner det på danske A-landshold.
Danmarks landstræner Åge Hareide har nu fået sin assistenttræner på plads. Der er tale om Jon Dahl Tomasson, som mange medier havde spået.
39-årige Tomasson tiltræder på fuldtid efter denne sæson, når han er færdig i Vitesse. Han har skrevet en toårig kontrakt med DBU.
Som aktiv nåede Tomasson at score 52 mål i 112 kampe.
Tomasson: Skal resultere i kvalifikation
“Jeg er super glad for denne stilling. Det er seks år siden, jeg stoppede på landsholdet, og jeg glæder mig til at være en del af landsholdet igen. Det er en store ære at repræsentere sit land,” siger Tomasson til TV2 News og tilføjer:
“Landsholdet er noget af det største for en træner, så for mig og min udvikling er det en god ting. Jeg har prøvet en masse, og det er jeg blevet bedre af, men jeg mangler også en masse. Jeg forventer, det bliver et godt samarbejde med Åge, og så skulle det gerne ende med en kvalifikation. Det er det, det hele handler om.”
Tomasson har længe været kandidat, afslørede han i dag.
“Jeg har mødt Åge et par gange, og vi snakkede sammen i slut november første gang. Jeg var straks interesseret i at høre mere, og siden vi snakket sammen et par gange,” siger Tomasson.
På trods af at Tomasson først tiltræder på fuldtid til sommer, så bliver han også en del af samlingen til testkampene mod Island og Skotland senere i marts måned.
Hareide: Tomasson var førstevalget
“Jon var fra starten mit førstevalg som assistent, og jeg er rigtig tilfreds med, at det lykkedes at blive enig med Vitesse om, at han fra juni kan starte som min nye assistent,” siger Hareide til DBU’s hjemmeside og tilføjer:
“Jon kommer med en uvurderlig erfaring, og har både som spiller og træner været en ledertype. Han besidder en ukuelig vindermentalitet og har vist, hvordan man formår at få det maksimale ud af sit talent i store klubber og i store ligaer. Så han ved, hvordan man får det maksimale ud af det potentiale, der er tilstede i en trup. Og som noget helt afgørende, så har han et offensivt syn på fodbold og vil gerne underholde.”