Det spanske medie, El Confidencial, rapporterer, at Dortmund-spilleren, Marco Reus, til sommer skifter til Real Madrid på en femårig kontrakt.
Marco Reus er blevet kædet sammen med flere store, europæiske klubber som Manchester United, Arsenal, Bayern München og Real Madrid, men endnu er tyskeren fortsat at finde i Borussia Dortmund.
Senest kom det frem, at Chelsea-manager, José Mourinho, var opsat på at bytte André Schürrle for Reus, men et spansk medie mener nu at vide, at den tyske kreatør i stedet underskriver en femårig kontrakt med Real Madrid.
Ifølge El Confidencial har en delegation tæt på Madrid-præsidenten, Florentino Perez, været i Düsseldorf for at overbevise den tyske landsholdsspiller om et skifte til Kongeklubben, og det lykkedes eftersigende.
Til sommer vil Madrid-klubben således udløse Dortmund-spillerens frikøbsklausul på cirka 185 millioner kroner og udstyre ham med en kontrakt tilsvarende sin landsmand i den spanske hovedstadsklub, Toni Kroos.
Det betyder en klækkelig lønforhøjelse til Marco Reus, som i Real Madrid vil tjene det dobbelte af, hvad han lige nu sætter ind på kontoen måned efter måned i det tyske.