Fodboldens Voldgiftsret gav tidligere tirsdag Spillerforeningen medhold i feriepengesagen mod Brøndby IF. Det betyder, at Brøndby i sidste ende kan komme til at skulle betale 23,4 millioner kroner.
Spillerforeningen fik i dag Fodboldens Voldgiftsrets ord for, at Brøndby IF mangler at betale feriepenge til Thomas Rasmussen, Peter Madsen og Martin Ericsson.
Det betyder, at Brøndby skal af med fire millioner kroner i feriepenge, hvilket også inkluderer renter, bod samt omkostninger gennem lønninger til de tre spillere.
Brøndby kan dog ende i en meget værre situation, eftersom Spillerforeningen har krav mod klubben fra hele 57 spillere i alt. Det samlede krav løber ifølge Spillerforeningen op i 23,4 millioner kroner.
Såfremt de tre sager danner præcedens, bliver andre klubber også ramt. Tidligere har AaB været nævnt, mens FC København og OB menes at skylde småbeløb.