FC Midtjyllands sportsdirektør, Jens Ørgaard, har besluttet sig for at stoppe efter 13 år på posten. Han forlader klubben ved udgangen af maj måned.
Jens Ørgaard har ageret sportsdirektør, siden FC Midtjylland blev skiftet i 1999. Dermed har Ørgaard været en stor del af FCM’s identitet.
Men nu vil den ambitiøse sportsdirektør søge nye udfordringer, og dermed forlader han ulveflokken ved udgangen af maj måned.
“Jeg har altid stolet på min mavefornemmelse, og nu siger den mig, at jeg skal prøve noget andet. Jeg er 47 år, og hvis jeg skal nå at skabe mig en karriere et andet sted end i FC Midtjylland, så skal det være nu,” forklarer Ørgaard i en pressemeddelelse, og han fortsætter:
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal beskæftige mig med. Men mon ikke jeg finder noget i fodbolden et eller andet sted.”
FCM’s bestyrelsesformand Bo Olesen har gjort meget for at forsøge, at overtale Ørgaard til at blive på posten, men uden held.
“Det er en beslutning, som Jens har taget. Vi har gjort, hvad vi kunne for at tale ham fra den, men han er ikke til at rokke. Det må vi respektere, og vi tager beslutningen til efterretning,” siger Bo Olesen.
Ørgaard har gennem den seneste tid været en del af direktionen sammen med Claus Steinlein og Søren Søe Plougsgaard.
Fremover bliver det Steinlein opgave, at stå for det overordnede ansvar for drift samt det sportslige, mens Plougsgaard fortsat beskæftiger sig med økonomien.
Trods det faktum, at Jens Ørgaard stopper i klubben ved udgangen af maj måned, vil han stadig være til rådighed i løbet af sommerens transfervindue, hvor han vil fungere som konsulent indtil transferperioden udløber i slutningen af august.