OB har i dag præsenteret Troels Bech som ny cheftræner i klubben. Bech har signeret en treårig kontrakt med fynboerne.
Den nu forhenværende Silkeborg IF-cheftræner, Troels Bech, skal i fremtiden varme trænersædet i OB.
Bech har skrevet under på en treårig kontrakt, meddeler klubben torsdag eftermiddag. Han afløser Poul Hansen, som siden marts har fungeret både som cheftræner og sportsdirektør efter fyringen af Henrik Clausen.
“Det er med stor glæde, at vi kan konstatere, at det er lykkedes os at tiltrække et af de stærkeste navne i dansk fodbold. Troels Bech er en fremragende træner, der hele tiden har udviklet sine i forvejen store kompetencer, og derfor er det heller ikke overraskende, at han har været nævnt som favorit til jobbet i større klubber end vores – og endda også i forhold til landsholdet,” fortæller OB’s sportsdirektør Poul Hansen, og han uddyber:
“Han kender OB fra sine tidligere ophold i klubben, men samtidig har han haft en længere årrække i andre klubber. Det betyder, at han har den ideelle baggrund for at føre OB’s kultur og værdier ind i det fremadrettede og langsigtede udviklingsarbejde, der hurtigt skal føre os tilbage mod toppen af Superligaen ud fra den strategi, vi har lagt.”
Bech: OB er en stærk klub
45-årige Bech er selv fynbo, og han har tidligere stået i spidsen for netop OB gennem to perioder.
Først fra 2000 til 2002 og derefter i sæsonen 2004/2005. Han glæder sig til de nye udfordringer i klubben.
“Jeg er meget begejstret for udsigten til at blive en del af OB igen. Jeg har et rigtig godt indtryk af klubben og af de mennesker, der er involverede. Jeg kender OB som en stærk klub at være i, og jeg noterer mig, at lige som jeg har oplevet meget og udviklet mig meget i de syv år, der er gået, siden jeg sidst var i OB, så har OB gjort det samme,” fortæller Bech, og supplerer:
“Det gør det muligt at komme hurtigt i gang med en masse ting, fordi vi kender hinanden, men samtidig kommer jeg også med en række nye ingredienser, som kan blive en del af den videre udvikling.”
Bech starter med øjeblikkelig virkning, og han vil samle truppen den 15. juni, mens det første træningspas foretages lørdag den 16. juni.